Sådan virker det
Ateistisk Selskab har bygget denne tjeneste, fordi Folkekirken ikke selv
vil. Det koster dig ingenting.
Når du har udfyldt formularen sender vi en mail til dit sognekontor, og en kvittering til dig. Vi gemmer
oplysningerne i 14 dage, eller indtil kirken bekræfter udmeldelsen.
Hvis kirken nægter at modtage din udmeldelse, kontakter vi dig, og tilbyder at kontakte kirken.
Vi laver statistik over antallet af personer der bruger vores tjeneste, fordelt på dato
og sogn. Hvis vi må registrere dit køn og din alder, registreres det uden forbindelse til sogn. Statistikken
offentliggøres bl.a. på Ateistisk Selskabs generalforsamling.
Der er ingen cookies, men vi bruger Dansk Adresse API til at slå
din adresse op, og til at finde dit sogn. Opslaget går via vores egen server, så de får kun hvad du
indtaster i adressefeltet.
Ateistisk Selskab er dataansvarlig.
Hvorfor skal du forlade Folkekirken?
Tror du, at Jesus var Guds søn? At verden hænger sammen sådan som kristendommen gætter på? Hvis ikke er
folkekirken nok ikke din klub.
Kirken kæmpede imod kvindelige præster, kremering af lig og samkønnede ægteskaber. I dag forskelsbehandler
kirken stadig LGBT+personer, og de tillader præster at missionere imod inklusion og diversitet.
Er det en politisk og kulturel retning, du ønsker at støtte økonomisk?
Og vær ikke bekymret - de flotte kirker skal nok bestå. Dem
ønsker vi faktisk at fylde.
Her er 10 grunde i listeform
- Fordi du ønsker lighed for religioner og livssyn i Danmark, og folkekirkens særstatus er i vejen for den
udvikling.
- Fordi du kan spare 0,88 % af din indkomst. Det er den gennemsnitlige kirkeskat i Danmark.
- Fordi du ikke tror på, at Jesus var Kristus. Det er jo kristendommens vigtigste dogme, og selvom
folkekirken måske ikke tager trosbekendelsen så alvorligt, så gør du.
- Fordi du tror på, at Jesus var Kristus - og du gerne vil være medlem af en kirke, der tager det centrale
dogme i kristendommen mere seriøst.
- Fordi du ikke vil betale til diskrimination af homoseksuelle. Omkring 20% af folkekirkens præster nægter
at vie homoseksuelle par.
- Fordi du bekymrer dig om den danske kulturarv. I dag står kirkerne flotte, nymalede og
designmøbelindrettede, mens gravhøje forfalder og museer kæmper med at bevare vigtige dele af den
ikke-kristne danske kulturarv. Folkekirken har rigeligt med penge - dine kan i stedet gå til andre
historiske bygninger og ting.
- Fordi du ikke ønsker, at folkekirken skal udnytte sin betydelige magt til at få adgang til folkeskolens
elever, folketingspolitikerne eller medierne. Og en kirke med færre medlemmer har naturligvis mindre magt.
- Fordi du finder folkekirkens mange særrettigheder urimelige. Den er f.eks. fritaget for “reklamer nej
tak”-ordningen, for decibelkrav for larm i det offentlige rum og for ligebehandlingsloven i forbindelse
med jobsopslag bare for at nævne nogle stykker.
- Fordi du vil sige fra overfor uunderbyggede påstande i en verden, der har rigeligt problemer med
overtro, gætterier og fake news.
- Fordi du hverken havde sprog, forstand eller kendskab til religion, da du blev meldt ind i kirken.
Hvem er vi?
Ateistisk Selskab er en forening, der arbejder for lighed og frihed for alle borgere og alle livssyn. Det
nuværende system er nemlig præget af stor forskelsbehandling, og folkekirkens særstatus er den primære
forhindring for ligestilling.
Du kan se mere om os på ateist.dk
Anders Stjernholm
Forperson